Sommer, solskin og lyse nætter. Alt er grønnere end grønt, det danske landshold spiller fodbold i topklasse og verden ligner næsten sig selv igen efter en meget lang og sej vinter med corona-dynen trukket helt op om ørerne. Det er godt! Mundbindene er passé i denne omgang og selvom corona-passet stadig minder os om, at epidemien ikke helt har sluppet sit tag i os, så er det næsten som om verden er ved at være på plads igen, for langt de fleste af os.
Den største arbejdspukkel efter en lang nedlukning er ovre og forhåbentlig erstattet af den årligt tilbagevendende sommertravlhed. Jeg oplever selv at have normale tilstande i min klinik igen, og må melde alt udsolgt indtil slutningen af august. Det er på alle måder et positivt problem, selvom jeg hvert år er udfordret af at skulle afvise alle nye kunder i en periode. Heldigvis har jeg gode kolleger, jeg kan henvise til. Selvom de også melder om pressede kalendere, så lykkes vi ofte med at få hjulpet den enkelte til en behandling. Behovet for fodpleje ophører nemlig ikke – heller ikke selvom vi sættes på pause i næsten fire måneder.
I bestyrelsen glæder vi os til sommerferie efter et på mange måder hektisk første halvår. Vi glæder os til at vi i august skal holde det første fysiske bestyrelsesmøde siden juni 2020 og så glæder vi os SÅ MEGET til at skulle møde rigtig mange af jer, når vi holder årsmøde og generalforsamling på Severin i Middelfart. Det sker fredag den 10. september og lørdag den 11. september. Har du ikke allerede reserveret dagene så gør det nu. Det bli’r godt 🙂
Betaling af kontingent udsat til primo august
Vi har ændret økonomisystem og det betyder at opkrævning for andet halvår 2021 sendes ud med forsinkelse. Modtager du normalt en faktura med posten, så vær opmærksom på at den lader vente lidt på sig i denne omgang. Er regningen tilmeldt betalingsservice behøver du ikke foretage dig noget.
Sidst men ikke mindst vil jeg gerne ønske alle en rigtig god sommer, god arbejdslyst og god ferie når den tid kommer.
Linda Dam Havmøller
Formand for SADF – Sammenslutningen af Danske Fodplejere