fbpx

Nyt udbud om fodbehandlinger i Fredensborg og omliggende kommuner – vores politiske arbejde lønner sig

Udbud på fodpleje i Fredensborg og omliggende kommuner

Vi er blevet kontaktet af Fredensborg Kommune, som har sendt kommunens fodbehandlinger med udvidet helbredstillæg i udbud. Et udbud som de også opfordrer SADF-fodplejere til at byde på.

Det er en rigtig god nyhed, at kommunen er opmærksom på os som faggruppe, og hvad vi har at tilbyde borgerne. Derfor håber vi også, at nogle af jer byder på opgaven. Tidsfristen er den 5. juni 2020.

Udbuddet er tilgængeligt på www.mercell.dk. BEMÆRK at du også kan byde på opgaven, hvis du tilhører følgende omliggende kommuner: Helsingør, Hørsholm og Hillerød. Det er gratis at tilmelde sig udbudsportalen, hvoraf også andre kommuneres udbudsmateriale fremgår.

At byde på et udbud er måske ikke det, du gør oftest. Men det betyder ikke, at du skal lade være, hvis det giver mening for dig og dit arbejde som SADF-fodplejer. Behandlinger med udvidet helbredstillæg er en god opgave. Du har også mulighed for at gå sammen med andre SADF-fodplejere og byde i fællesskab.

Hvis du vil lægge billet ind hos Fredensborg Kommune – eller andre udbud – så sæt en realistisk pris på behandlingerne. Hverken du eller andre får glæde af, at du underbyder opgaven.

Måske er du bekymret for at byde på opgaven, fordi du allerede har ventetider. Her skal du huske, at borgeren fortsat har frit valg af behandler, og at du derfor ikke skal kunne garantere, at alle borgere med udvidet helbredstillæg skal behandles hos dig indenfor en bestemt tidsfrist.

 

Henvendelse til Beskæftigelsesministeriet

Fredensborg kommune har valgt at dele opgaven op i to delaftaler. Én del, som både fodplejere og fodterapeuter kan og må varetage og én del, som kun fodterapeuter kan og må varetage. Der er som sådan ikke den store forskel på de to delaftaler. SADF har dog alligevel valgt at kontakte Beskæftigelsesministeriet for at undersøge dette nærmere. Vi mener fortsat at fodbehandlinger med udvidet helbredstillæg kan og må varetages af såvel fodplejere som fodterapeuter på lige vilkår, ligesom borgerens frie valg af behandler stadig er gældende. Dette er tidligere bekræftet overfor SADF af såvel den forrige som den nuværende beskæftigelsesminister.

Et svar fra ministeriet tager oftest flere uger, hvorfor vi opfordrer jer til at byde på opgaven upåagtet at udbudsmaterialet ikke er fuldt tilfredsstillende, set fra vores side. Der er dog tale om minimale forskelle på de to delaftalers indhold og vores vurdering er derfor, at vi som faggruppe står bedst, hvis vi tager opfordringen om at byde på opgaven til os.

 

De bedste hilsner

Bestyrelsen