Nyhedsbrev, fagblad nr. 3, 2026

Nyt fagblad er på gaden – har du tid til lidt faglig fordybelse?

 

Kære medlem

Så er septemberudgaven af Danske Fodplejere klar – og denne gang har fagligheden fået ekstra meget plads.

For hvad vil det egentlig sige at være en dygtig og professionel fodplejer? Det handler selvfølgelig om vores behandlinger og vores viden om fødder. Men det handler også om at se hele mennesket, kende vores rolle og vores ansvar – og hele tiden være nysgerrige på ny viden.

I det nye blad kan du blandt andet blive klogere på tryksår og på de tegn, du som fodplejer skal være særligt opmærksom på. Vi tager også fat på noget, som mange sikkert vil kunne genkende fra klinikken: Når kunden ikke kun kommer med sine fødder, men også med alt det andet, der fylder i livet. Hvordan lytter vi og viser omsorg – uden pludselig at ende som “ufrivillige” samtaleterapeuter?

Du kan også møde Anita Fabrin, der hver sjette uge pakker sit udstyr og tager færgen til Endelave, hvor fire intensive arbejdsdage og en fast kundekreds venter. Og i vores serie om udekørende fodplejere møder du Anette Spure og Fodmobilen, der bringer både faglighed, nærvær og fodpleje helt hjem til kunderne.

Vi følger desuden op på spørgsmålet om journalføring, har nyt fra elevfronten, kurser i kalenderen – og så kan vi denne gang byde velkommen til en usædvanligt stor flok nye SADF-kolleger.

20 nye medlemmer er kommet til siden sidst. Et stort og varmt velkommen til jer!

Der er med andre ord masser at gå på opdagelse i.

Du finder linket til bladet lige her:

https://danskefodplejere.dk/fagbladet-september-2026/

 

Rigtig god læselyst!

 

Kollegiale hilsner

Bestyrelsen i SADF