Som flere af jer har fulgt med i, så er der rundt omkring en vis debat om det faktum, at statsautoriserede fodterapeuter må holde åbent lige nu, mens vi fodplejere, der tilhører de liberale erhverv, skal holde lukket.
Vi ser og hører også, at der i andre interesseorganisationer er forskellige tolkninger af loven. Vi kan konstatere, at som tiden går, så får de samme svar fra myndighederne, som vi har givet videre til jer. Dermed håber vi at den generelle forvirring om reglerne aftager. Har du brug for at få konkretiseret de nuværende regler, så henviser vi til nyhedsbrev udsendt den 5. januar. Konkurrenceforvridning Vi vil gerne endnu en gang forsikre jer om, at vi har fokus på den konkurrenceforvridning der opstår som følge af de nuværende restriktioner. Vi har som tidligere nævnt rettet skriftlige henvendelser til både Erhvervsstyrelsen og Statsministeriet. Senest har vi suppleret ved at rette henvendelse til alle de politiske erhvervsordførere fra alle partier, herunder oppositionspartierne, samt alle medlemmer af Erhvervsudvalget. Det har vi gjort, fordi vi imødeser, at restriktionerne desværre forlænges. I den forbindelse vil der være fornyet fokus på både restriktioner og hjælpepakker, og vi ønsker at skabe bevågenhed om den konkurrenceforvridende situation blandt de politikere, der skal indgå i forhandlinger. Nogle af jer har spurgt os, hvorfor vi ikke går til medierne. Det handler først og fremmest om at kæmpe sine kampe med omhu. Hvis vi går til Altinget eller et andet landsdækkende medie, kan vi muligvis få fokus og opmærksomhed på sagen – måske ikke fra politisk hold, men sandsynligvis i særlig grad fra fodterapeuterne. Det kan give anledning til, at fodterapeuterne puster liv i deres gamle kampagne, hvor de jo blandt andet spreder urigtige budskaber om fodplejere. Det vil betyde, at vi kommer til at bruge unødige ressourcer på fodterapeuterne og i værste fald stiller os selv dårligere, også på den anden side af nedlukningen. Vi mener klart, at vi i stedet skal forsøge at påvirke dem, der kan påvirke beslutningen om, hvem der må holde åbent, og hvem der må holde lukket, direkte. Og det er politikerne. Derfor vores seneste henvendelse til disse. I forhold til nogle medlemmers bekymring for, at fodterapeuter lokalt skal udnytte den nuværende situation, hvor vi som fodplejere må holde lukket, til at kapre kunder, vil vi kraftigt opfordre til, at I bruger jeres nedlukningsperiode godt. Brug den til at holde fast i kontakten og dialogen med jeres kunder. Send dem en hilsen i et nyhedsbrev, mind dem om, at I glæder dig til, at I kan ses igen, giv dem et godt tip til deres fødder, mens de venter på at komme på besøg i klinikken igen. Sørg for at være aktiv på Facebook, mind dem om, at man gerne må købe gavekort hos jer, selvom I har lukket – f.eks. kan man jo tippe om, at Valentinsdag nærmer sig med hastige skridt, og det måske kan være en god anledning til både at give et gavekort til én, man har kær, og samtidigt støtte sin lokale fodplejer. Du kan finde mange andre gode idéer til, hvad du som fodplejer kan bruge nedlukningen til i ”karantæne-tænketanke” på den lukkede medlemsdel af SADFs hjemmeside.
De bedste hilsner Bestyrelsen. |