Værdifuld viden om, hvordan du kommunikerer på sociale medier
Vi har bedt Kalb Kommunikation om at sammensætte en brugervenlig guide til at lave opslag på Facebook, så I bliver synlige i opstartsfasen, men også så I får nogle nemme måder på at brande jer selv i en tid, hvor synlighed er vigtigt for ikke at drukne i mængden.
I bestyrelsen har vi flere gange måtte ændre planer fra dag til dag. Et sted hvor vi er blevet overhalet indenom af virkeligheden, er i forhold til at give jer nogle flere konkrete tips og tricks til at holde jer ajour med jeres kunder i krisetiden. Vi troede, at vi havde jeres opmærksomhed til d. 10. maj og ville derfor gerne hjælpe jer med at holde jeres ”So Me- ansigt” ud af til attraktivt, inspirerende og aktivt. Heldigvis kan i stadig benytte jer af dette, da guiden er lavet til at kunne bruges i fredstid også.
Du finder Facebook guiden via nedenstående link – du kan også gå ind på den lukkede del af hjemmesiden og se den der. Vi håber, at den kan være med til at skabe inspiration, ro og overblik over jeres kommunikation – både nu og i fremtiden.
Genåbning af liberale erhverv
Mandag d. 20. april 2020 blev en skelsættende dato. Ikke bare for os SADF-fodplejere, men for mange andre store og små områder af dansk erhvervsliv. Siden nedlukningen midt i marts måned har denne dag været ventet med blandende følelser. I skrivende stund er den nylige genåbning stadig forbundet med en masse spørgsmål, hvoraf nogle først får et svar, når der er gået en rum tid.
Selvom de endelige retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen først kom hen på eftermiddagen dagen før vi måtte åbne, så var nogle af jer klar til at arbejde igen fra mandag morgen. Andre brugte genåbningsdagen på at komme igennem en alenlang venteliste af kunder med ømme og trængende fødder. En helt tredje gruppe må stadig afvente yderligere genåbning af samfundet, da mange institutioner, bosteder og plejehjem stadig er lukket for besøgende.
Ligegyldigt hvor i processen I er, så håber vi, at I er kommet godt i gang eller snarest får mulighed for dette – med alle de hensyn og særlige forholdsregler, der skal passe på os alle.
Rigtig god weekend!
De bedste hilsner
Bestyrelsen