Mød Janni der uddanner sig til SADF-fodplejer

Janni Sigård Pedersen har taget springet og er startet på uddannelsen til SADF-fodplejer. Efter 24 år i samme branche krævede det grundig overvejelse at sætte sig på skolebænken igen. Men en fleksibel uddannelse og opbakning fra familien gav hende modet.

Uddannelsen til SADF-fodplejer er skræddersyet til Janni

Da 42-årige Janni Sigård Pedersen sagde sit job som butikschef op for at blive fodplejeelev på Viborg Helsepraktik, var det med nervøst flaksende sommerfugle i maven. Efter hun er startet på uddannelsen, er nervøsiteten ovre, og hun ryster bestemt heller ikke på hånden. Den første tid gik nemlig med at øve sig på en helt særlig måde.

– For at få fornemmelsen af skalpellen øver vi på appelsiner. Først når vi klar, begynder vi at arbejde med rigtige kunder. Og så er der hele tiden en vejleder i nærheden, fortæller den kommende SADF-fodplejer.

Hun har valgt en SADF-godkendte uddannelse. Et praktisk håndværksfag, hvor anatomi og fysiologi også er en del af pensum.

Skræddersyet uddannelse

Janni Sigård Pedersens uddannelse tager halvandet år på deltid, så hun kan arbejde ved siden af. Andre tager uddannelsen på fuld tid.

– Skolen tager virkelig hånd om dig og din situation. Alle er utroligt løsningsorienterede og fleksible, og det har i høj grad været med til, at jeg turde kaste mig ud i uddannelsen.

Den store opbakning er også en del af hverdagen på skolen, hvor eleverne følges tæt af faglærere og vejledere, når de træner håndværket på rigtige kunder.

Når Janni Sigård Pedersen bliver færdiguddannet fodplejer, er planen klar. Hendes moster, der driver en klinik i Silkeborg, går på pension, og så overtager Janni hendes plads.

– Jeg er altid gået svævende fra min mosters klinik, når jeg har fået en behandling. Dén oplevelse glæder jeg mig til at give til andre. Jeg er vild med at arbejde med kundepleje og give folk en god oplevelse, så de kommer igen. Det er i høj grad det, som fristede mig til at blive fodplejer.

Uddannelsen afsluttes med en mundtlig case, som vurderes af en læge samt en skriftlig og teoretisk prøve kontrolleret af en censor fra Sammenslutningen af Danske Fodplejere. I starten af 2021 regner Janni Sigård Pedersen derfor med officielt at blive SADF-fodplejer.

Og det er vigtigt for hende.

– Der findes mange fodplejeuddannelser, som ikke har samme niveau. SADF-stemplet fortæller, at jeg har håndværket i orden, og at mine kommende kunder er i trygge hænder.

GODE RÅD NÅR DU VÆLGER FODPLEJESKOLE

  • Vælg en skole, der underviser efter SADFs pensum og er godkendt af SADF. Det sikrer dig et højt fagligt niveau under uddannelsen
  • Al undervisning og alle fodplejebehandlinger bør foregå på skolen – ikke som e-learning eller via videoer på YouTube
  • Tjek, at der er arbejdspladser på skolen til alle elever
  • Undersøg om du får kyndig vejledning, når du udfører elevbehandlinger

Læs mere om SADFs samarbejdende fodplejeskoler her

Vil du være SADF-medlem?

SADF tager socialt ansvar – fordi alle fødder fortjener kærlighed. Se filmen om eventen Fod på Livet, som SADF stod for i samarbejde med Landsforeningen for Væresteder.

fodplejer