På det netop afholdte pressemøde i aften kl. 18 i Statsministeriet oplyste vores statsminister, at stigningen i antal smittede borgere med corona er alt for høj. For at forhindre, at smitten kommer ud af kontrol, blev der meddelt flere restriktioner.
Blandt restriktionerne er, at liberalt erhverv – bl.a. os fodplejere – er tvangslukket i følgende periode:
Fra og med mandag den 21. december 2020 til og med den 3. januar 2021
I aften holder regeringen og de øvrige partier i Folketinget møde omkring hjælpepakker. Forventningen er, at der kommer hjælpepakker lignende dem, vi havde i foråret.
Særligt for udekørende fodplejere:
Borgere, der har behov for behandling i eget hjem, er oftest ældre og særligt udsatte. Dem skal vi tage et særligt ansvar for – i særdeleshed nu.
Derfor anbefaler SADF stadig på det kraftigste, at også udebehandlinger nedlukkes i nævnte periode.
Det er vigtigt, at vi igen i den nuværende situation tager både vores egen og vores kunders sundhed alvorligt, undgår at blande smittekæder og i det hele taget holder sammen ved at holde afstand.
Det vides ikke på nuværende tidspunkt, om de nye restriktioner vil have den tilstrækkelige effekt, men vi håber, at vi alle kan komme i gang igen den 4. januar 2021.
Vi håber, at dette må være årets sidste nyhedsbrev om corona, og vil slutte af med at ønske alle jer og jeres nærmeste en rigtig glædelig jul samt et godt og bedre 2021.
De bedste hilsner
Bestyrelsen