Socialt udsatte over hele landet har mulighed for en gratis fodbehandling, når fodplejerne i Sammenslutningen af Danske Fodplejere i år arrangerer “Fod på Livet” i samarbejde med Landsforeningen af VæreSteder. En dag, hvor fodplejerne sætter fokus på folkesundhed og giver lidt ekstra omsorg til dem, der trænger allermest.
Under overskriften “Alle fødder fortjener kærlighed” er Sammenslutningen af Danske Fodplejere SADF derfor initiativtager til “Fod på Livet”-dag, hvor fodplejere fra hele landet tilbyder socialt udsatte gratis fodbehandling.
Det er ikke tilfældigt, at SADF-fodplejerne står bag “Fod på Livet”. Fodplejerne ser hver eneste dag, hvor stor betydning fødderne og den rette behandling af dem har for livskvaliteten hos den enkelte. Og samtidig har de også fokus på det hele menneske.
– Det ligger i vores DNA som uddannede SADF-fodplejere, at vi ser hele det menneske, der sidder foran os. Vi behandler fødderne, men der er tid og ro til omsorg og snak, hvis man har brug for det. Den omsorg gælder også brugerne på sociale væresteder, og derfor holder vi “Fod på Livet”, siger Linda Dam Havmøller.
Sammenslutningen af Danske Fodplejere har 450 medlemmer fordelt over hele landet. SADF-fodplejerne deltager i “Fod på Livet” på en række af Landsforeningen af VæreSteders 130 væresteder, eller de kan på egen hånd lave en aftale med et andet værested.
“Fod på Livet” arrangementet er lørdag den 9. november 2019.